Nogen gange kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der skal til for, at jeg endelig er tilfreds..

Synes nu jeg har et godt liv med mange goder, men det er som om at det bare ikke er nok. For lige meget hvor meget jeg har og "hvor langt jeg er nået", så har jeg denne her forbandede usikkerhed indeni. Der skal ikke meget til, at jeg vælter af pinden og pludselig kommer til at tvivle på min egen eksistens og om hvorfor f.. jeg blev sat på denne jord.

Når så jeg får en af de dage, begynder jeg at tvivle på alt omkring mig, - mennesker jeg holder af og jeg ved holder af mig. Men på trods af at jeg ikke burde tvivle på folk, så der tvivlen der alligevel. Svært at forklare..

Weekenden her har været en blanding af rigtig skidt, men med en opvejelse af det rigtig gode. To aftener så forskellige.

Fredag ved jeg ikke hvad der gik af mig, men jeg foretog mig nogen ting som jeg nu slet ikke fatter. Væk var Nina og frem kom den onde tvilling. Mine tanker går så på: hvorfor? Hvad fik mig til at fortage mig de ting, som jeg nu kun kan se tilbage på med undren?
Jeg fatter det ikke selv, men grimmer mig.

Hvad er det der gør, at vi træder ud af vores normale reaktionsmønster og direkte ind i et helt uforståeligt et?

Bare lige et par tanker..

Over and out her fra