It's so hard to say goodbye to yesterday..

Snart skal jeg rive teltpælene op og starte på et nyt kapitel af mit liv, med nyt job og ny lejlighed oven i hatten.

Må sige, at selv om jeg glæder mig til disse nye tiltag i mit liv, så bliver jeg nu også en anelse melankolsk. Det pludselig at skulle bevæge sig ud i et område der er helt ukendt er på en måde både skræmmende og frydefuldt på samme tid.

Det mine melankoli går på er de mennesker, som jeg måske aldrig kommer til at gense. Der er lige de her enkelte mennesker, som jeg af en eller anden uforståelig oversag virkelig er kommet til, at holde af.

For eksempel Bent. Bent er 45+ og ved første måde virkede han som den største gnavpot. Faktisk synes jeg at han var temmelig intimiderede da jeg først startede i firmaet. Men den mand er bare noget af det rareste jeg længe har mødt. :))

Det sværeste er nok, at samtidig med at jeg forlader stedet her, så forlader jeg også mit hjerte. Jeg mistede det til en kollega næsten første dag jeg trådte ind af døren og jeg har ikke rigtig fået det igen siden hen. Lad os se, om jeg får det ind af døren med posten en gang i fremtiden. (skal ikke forstås sådan, at jeg regner med, at falde for et postbud!! Og dog: min skat, Kathrine, skal snart være postbud og hun har helt sikkert også en stor plads i mit hjerte) :D

Lige meget hvad, så bliver det da helt sikkert spændende at se, hvad fremtiden bringer. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har noget storslået i sigte i fremtiden.

Kald mig bare blond, men jeg tror på at der en mening med alting. Det gælder bare om, at følge sine intuition og så kommer resten af sig selv. :)

Over and out her fra.