Gad vide hvordan man ved, om en forelskelse virkelig er en forelskelse? Hvordan ved man at det ikke bare er en forblændelse, eller en sexuel tiltrækning?

Er det dagdrømmeriet om fyren, eller den evendelige opdukken af hans navn i ens hoved, så man ikke kan andet end at smile?

Det kan også være afsavnet lige så snart han ikke er nær. Eller alle de tanker man gør sig omkring, hvis han nu var. Dagdrømmerier omkring alt hvad der har med HAM at gøre.

Hvis alt ovenstående er repræsenteret, må det vel være ægte følelser. Må det ikke?

Ja det var så det, - min sidste dag hos den gamle arbejdsgiver.

Forbløffende nok var der ingen tåre og kede miner. Var ellers bange for at tage den mindste smule make-up på, fordi jeg ikke ønskede lange 11-taller ned af kinderne under mine øje. Men som sagt var der ingen tåre. :)

Men altså, der sker jo alt for mange spændende ting og sager. Idag har jeg foreksempel tilbragt 6 timer i en stol. Lyder ganske kedeligt og det var det også!!! :D Min røv sov næsten til sidst. Men til frisøren skal man jo en gang i mellem.

Ej, det spændende er jo udsigten til at skulle overtage min lejlighed!!!!! :D Få dage tilbage og så er jeg den stolte og indflyttede ejer. Weeee.. Kunne ikke være bedre!

Nå.. Synes bare jeg sidder og blabre nu, så jeg må hellere slutte af igen. Så, over and out her fra!! :D

Hvordan får man en kvinde der er blevet lammetævet til, at forlade manden?

En person der et meget tæt på mig har natten til fredag fået bank af sin kæreste, hvilket fortsatte fredag morgen. Jeg henter straks og tager med på hospitalet. Det er ikke små blå mærker hun har på kroppen og hele venstre side af ansigtet er et stort blåt mærke, som afsluttes med et noget så lilla øje, som er helt lukket.

Min første tanke er selvfølgelig, at idioten skal meldes og at han i det hele taget burde have SÅ mange tæsk selv. Og alligevel, så er kvinden gået tilbage til ham.

Bare tanken omkring det hele giver mig tåre i øjnene. For hvordan kan en kvinde have så lave tanker om sig selv, at hun kan elske sådan en mand?

Jeg kan ikke udtrykke den uro jeg har i maven over det her. Jeg elsker hende, men kan bare ikke sidde og stiltiende acceptere, at hun går luks tilbage til vold, afmagt og smerte. Jeg vil fra nu af grue for det næste opkald jeg modtager fra hende... Jeg får helt ondt i maven ved tanken.

Hun har fortalt at sidst han slog hende var han også på vej ud i køkkenet for at hente en køkkenkniv fordi, at han havde i sinde at slå hende ihjel. Det er ikke sikkert at han ville gøre det, men bare det at han siger det til hende.

Hvad fanden gør man i sådan en situation her?
Jeg kan jo ikke ligefrem fortælle at jeg ved det her idet, at jeg har snuset i hendes telefon.. Men for helvede, - jeg kan jo heller ikke bare lade hende dette forkerte valg, at gå tilbage til ham. Han fortjener hende ikke og hun fortjener ikke denne behandling.

Og ja, han siger han vil gå på antapus,- men det kan ikke være andet en bull. Manden ville for helvede lave en hashklub i hendes nye lejlighed!!

Er det virkelig det værd at være sammen med en der er voldelig, bare for ikke at være alene?
Ville sgu hellere være helt mutters alene i hele verden, end at blive fornedret gang på gang på gang af sådan en usympatisk person. Jeg fatter det ikke..

It's so hard to say goodbye to yesterday..

Snart skal jeg rive teltpælene op og starte på et nyt kapitel af mit liv, med nyt job og ny lejlighed oven i hatten.

Må sige, at selv om jeg glæder mig til disse nye tiltag i mit liv, så bliver jeg nu også en anelse melankolsk. Det pludselig at skulle bevæge sig ud i et område der er helt ukendt er på en måde både skræmmende og frydefuldt på samme tid.

Det mine melankoli går på er de mennesker, som jeg måske aldrig kommer til at gense. Der er lige de her enkelte mennesker, som jeg af en eller anden uforståelig oversag virkelig er kommet til, at holde af.

For eksempel Bent. Bent er 45+ og ved første måde virkede han som den største gnavpot. Faktisk synes jeg at han var temmelig intimiderede da jeg først startede i firmaet. Men den mand er bare noget af det rareste jeg længe har mødt. :))

Det sværeste er nok, at samtidig med at jeg forlader stedet her, så forlader jeg også mit hjerte. Jeg mistede det til en kollega næsten første dag jeg trådte ind af døren og jeg har ikke rigtig fået det igen siden hen. Lad os se, om jeg får det ind af døren med posten en gang i fremtiden. (skal ikke forstås sådan, at jeg regner med, at falde for et postbud!! Og dog: min skat, Kathrine, skal snart være postbud og hun har helt sikkert også en stor plads i mit hjerte) :D

Lige meget hvad, så bliver det da helt sikkert spændende at se, hvad fremtiden bringer. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har noget storslået i sigte i fremtiden.

Kald mig bare blond, men jeg tror på at der en mening med alting. Det gælder bare om, at følge sine intuition og så kommer resten af sig selv. :)

Over and out her fra.