At bestige sit eget Kilimanjaro
Er i gang med den helt store reseach omkring Kenya og Zanzibar og har ladet mig inspirere. Der er mange ture hvor, at man kan få lov til, at bestige Kilimanjaro og så er det jeg kom til at tænke over ens personlige bjerge.
Der er, - i hvert fald for mig - bjerge der skal bestiges næsten hver dag. Ikke at det er dårlige ting og sager jeg tumler med, men udfordringer der skal klares såsom opgaver på jobbet, eller i privaten.
Jeg kan ikke helt huske hvad kloge (*g*) tanker jeg gjorde mig tidligere omkring emnet, for jeg er mildt sagt temmelig træt. Men overvejelserne går på de opgaver/udfordringer jeg går og giver mig selv i det daglige.
Bare det at skulle tage til Kenya er for mig faktisk temmelig grænseoverskridende. Det burde det ikke være, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg næsten ikke bør tage til landet uden, at opsøge min familie der nede.
Dette virker måske ikke specielt på nogen måde, men mere happy-happy. Men ved at opsøge dem vil jeg automatisk skulle træffe nogen valg omkring ærlighed: "Skal jeg være omkring mit forhold til min mor og hvordan hendes hverdag går"? "Skal jeg bare lyve og sige, at jeg hilser mange gange"?
Den sidste mulighed virker allermest tiltrækkende på mig i skrivende stund, men jeg tror det vil blive svært at holde facaden, når jeg står foran min morfar for første gang.
Gad vide hvordan jeg egentlig vil reagere? Jeg kan ikke lade være med at fundere lidt over, om jeg mon bryder ud i glædeståre når jeg ser ham, eller om hvordan det vil føles.
Jeg må da sige, at jeg glæder mig til at opleve den anden del af mig. Jeg er jo dansk på så mange måder, men det betyder ikke at jeg ikke savner et tilhørsforhold til den anden del af mig selv. En kulturel forståelse, en viden om sproget og meget mere. Lyder sikkert fjollet, men jeg har altid følt at der manglede et eller andet. (og her menes ikke hjerneceller, Steen!)
Nu må vi se, der er fortsat maaange måneder til jeg sætter mig på flyet og er på vej. Men det bliver spændende og jeg får endelig besteget den del af mit bjerg. Mit Kilimanjaro!(o:
Der er, - i hvert fald for mig - bjerge der skal bestiges næsten hver dag. Ikke at det er dårlige ting og sager jeg tumler med, men udfordringer der skal klares såsom opgaver på jobbet, eller i privaten.
Jeg kan ikke helt huske hvad kloge (*g*) tanker jeg gjorde mig tidligere omkring emnet, for jeg er mildt sagt temmelig træt. Men overvejelserne går på de opgaver/udfordringer jeg går og giver mig selv i det daglige.
Bare det at skulle tage til Kenya er for mig faktisk temmelig grænseoverskridende. Det burde det ikke være, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg næsten ikke bør tage til landet uden, at opsøge min familie der nede.
Dette virker måske ikke specielt på nogen måde, men mere happy-happy. Men ved at opsøge dem vil jeg automatisk skulle træffe nogen valg omkring ærlighed: "Skal jeg være omkring mit forhold til min mor og hvordan hendes hverdag går"? "Skal jeg bare lyve og sige, at jeg hilser mange gange"?
Den sidste mulighed virker allermest tiltrækkende på mig i skrivende stund, men jeg tror det vil blive svært at holde facaden, når jeg står foran min morfar for første gang.
Gad vide hvordan jeg egentlig vil reagere? Jeg kan ikke lade være med at fundere lidt over, om jeg mon bryder ud i glædeståre når jeg ser ham, eller om hvordan det vil føles.
Jeg må da sige, at jeg glæder mig til at opleve den anden del af mig. Jeg er jo dansk på så mange måder, men det betyder ikke at jeg ikke savner et tilhørsforhold til den anden del af mig selv. En kulturel forståelse, en viden om sproget og meget mere. Lyder sikkert fjollet, men jeg har altid følt at der manglede et eller andet. (og her menes ikke hjerneceller, Steen!)
Nu må vi se, der er fortsat maaange måneder til jeg sætter mig på flyet og er på vej. Men det bliver spændende og jeg får endelig besteget den del af mit bjerg. Mit Kilimanjaro!(o:
indsendt af Brownie kl.
21:10
7 kommentarer:
Steen - du er nægtet adgang til netop denne kommentar spalte!!!
Hon'... Super godt skrevet. Alle de tanker du lige har beskrevet, var nogle af dem jeg prøvede at nå ind til, den anden dag i telefonen.
Jeg syntes det er SÅ vildt og får ondt i maven bare ved tanken om at du skal afsted. Ville virkelig gerne have nydt den oplevelse med dig.
Men glæder mig allerede helt ubeskriveligt til at høre om den oplevelse.
De tankesektioner du gør dig omkring konfrontaionen/mødet/genforeningen er forståelige og du skal vide jeg tænker det samme på dine vegne. Er så spændt...
Pak en nedtrampet cola dåse med dig - baer så den kan lure fra sidelinjen.
Lover du at føre dagbog??
xxx
K.
*bare (griner fjoget)
hvilken dog en tiltro i har til mig i to høns.... Jeg mener aldrig jeg har påstået at lille dumbo mangler hjerneceller, har bare Kommenteret at hun var special... ,0)
Men lige som alle andre vil jeg da også benytte, lejligheden til at ønske dig en rigtig god tur, samt håber at alle dine "visioner" skal blive realiseret og virkeliggjort *ss*
Mvh
En skuffet Stoney
Åååårh & Nåååårh Stoney -
Det er så også i orden - men se nu engang - det lykkedes dig alligevel, at få trumfet noget igennem der intet havde med stemningen at gøre...
Dumbo uden hjerneceller?
Tsk tsk - tror jeg er mere skuffet end du Sebastian...
Så I to, nu skal i være søde *g*
Steen, jeg er imponeret over din ligefrem søde kommentar. Der skulle være en første gang hvor, du ikke kun griner af mig. (;
Og Skat, - Sebastian? Hun? (o:
Også lige en tak for dine kommentare. Det rart at vide, at der i hvert fald er én der kan forstå mine små finurlige tanker. <3
Har du nogensinde set Den Lille Havfrue?
1-1
Men jeg kan godt være sød - og må sige at Stoney også skal have et skulderklap for sit forsøg - Lidt er også godt ;)
Nåååh ja, den lille havfrue..
Jeg er vist ikke lige den hurtigste idag.. *gg*
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start