Det er nogen gange sjovt det med venskaber..

Nogen er intense og vedvarende, hvor andre kan ligge i dvale i flere år for, så at vågne op igen.

Nogen venskaber skal plejes, mens andre giver plads til afstand uden, at det betyder at venskabet er ikke-eksisterende.
Synes venskaber er en smuk ting!

Når jeg tænker på de mennsker jeg har i mit liv- tæt på, eller lidt længere ude i perfirien, - så synes jeg, at alle rummer smukke aspekter. Nogen selvfølgelig mere end andre. Men i det hele taget er jeg taknemmelig over, at jeg har mennesker i mit liv, som virkelig beriger det.

Grunden til, at jeg er blevet så filosoferende over dette emne netop i aften er, at jeg har set en gammel handelsskole veninde. Vi gled fra hinanden stille og roligt efter handelsskolen. Men alligevel må vi have knyttet et bånd i den tid vi var tætte, for i aften var lige som i de gode gamle dage,- bare bedre.

Her dagene op til har jeg gået rundt og ja, faktisk været lidt bekymret. Var bange for, at vi måske slet ikke havde noget at sige til hinanden, men heldigvis var det slet ikke sådan. Det var som om, at vi bare slap hvor vi en gang sluttede og ingen der var gået lang tid, var vi tilbage i det gode gamle snakke-humør.

Tænk sig, vi havde begge haft lyst til, at aflyse på grund af samme bekymringer..

Godt, at vi ikke gjorde det!! (o: